Spring til indhold
Svanemærket logo

Case

DILLING: Svanemærket er en del vores fortælling

Tøj skal produceres med omtanke for miljøet.

Dilling

Fra Sundsvej i Herning leveres uld- og bomuldstøjtil en række lande i hele Europa. Adressen har været den samme siden 1916, hvor DILLING blev grundlagt. En familievirksomhed med en mission om at skabe tøj ud fra princippet: ”Sund fornuft og ordentlighed”.

”Vi producerer vores tøj med stor omtanke for miljøet. Vi farver tøjet i Danmark og tilskærer og syer det derefter på vores systue i Litauen, så vi har kontrol over vores processer og undgår unødig kemi,” siger Morten Dilling Bertelsen, administrerende direktør hos DILLING.

Familievirksomhed med solide værdier

Morten Dilling Bertelsen er fjerde generation i DILLING og har overtaget virksomheden efter sin far.

”Min far er ekstremt værdidrevet, og han insisterede på, at vi skulle beholde vores farveri i Danmark for at have styr på vores forbrug af kemikalier. Men det var også en beslutning, der gjorde, at det i mange år var svært at tjene penge og endte med underskud. Nu er vi lykkedes med at skabe et stærkt mærke og en sund forretning,” siger Morten Dilling Bertelsen.

DILLINGs stærke fokus på kemikalier kommer også som et resultat af en medarbejders overfølsomhed over for stoffet formaldehyd, der tidligere indgik i produktionen.

”Vi fandt ud af, hvor skidt det var, og hvis én medarbejder kunne blive overfølsom, kunne andre formentlig også. Så i stedet for at hun skulle finde et andet arbejde, besluttede vi at fjerne stoffet fra produktionen, og det er en beslutning, som har bidraget positivt til vores arbejdsmiljø,” fortæller Morten Dilling Bertelsen.

Overvejer I at certificere jeres produkter med Svanemærket?

Læs mere om, hvilke krav jeres produkter skal leve op til for at blive certificeret med Svanemærket, og hvad det koster.

Find krav
Close-up af offwhite langærmet uld undertrøje

Livscyklusperspektivet vejede tungt

I 2010 tog DILLING det næste naturlige skridt på deres miljørejse og blev certificeret med Svanemærket.

”Vi lavede en opgørelse over, hvad Svanemærket kan. Vores oplevelse var, at Svanemærket har de skrappeste krav til farverier, og er de mest seriøse i forhold til kemi og farvestoffer. Det var vigtige årsager til, at vi besluttede at satse på Svanemærket,” siger Morten Dilling Bertelsen.

Også livscyklusperspektivet vejede tungt og stemmer ifølge Morten Dilling Bertelsen godt overens med DILLINGs tilgang til, hvordan alle led i produktionen skal hænge sammen.

"Vi ser det som en kæmpe styrke, at Svanemærket ser på hele livscyklus".

Han fortsætter:

"Tøjproduktion er nemlig en lang proces, så det giver ikke mening kun at kigge på råvaren eller systuen. Samtidig er det en fordel, at der er en uvildig tredjepart, der forholder sig til vores måde at gøre tingene på.”

Reduceret kemikalieforbrug

Inden DILLING kunne få certificeret en stor del af deres tøj med Svanemærket, måtte de fjerne flere kemikalier fra produktionen.

”En af de direkte effekter af certificeringen var, at vi fik reduceret vores kemikalieforbrug. Det har fx betydet, at vi ikke længere bruger tungmetaller, og derfor er der nogle farvenuancer, som ikke er mulige for os at producere,” siger Morten Dilling Bertelsen og tilføjer:

”Men det har faktisk kun været med til at styrke vores brand, da de naturlige farvenuancer sender et signal om, at man trygt kan bære tøjet tæt på huden, da der ikke er anvendt unødig kemi.”

Konkurrencefordel og pondus til kommunikationen

DILLING oplever, at miljø er vigtigt for mange forbrugere – og her er Svanemærket en blåstempling af DILLINGs miljøindsats:

”Som forbruger kan det være en jungle at finde rundt i certificeringer og i virksomhedernes mange miljøbudskaber. Her støtter Svanemærket op om vores fortælling og giver pondus til vores kommunikation,” siger Morten Dilling Bertelsen og tilføjer:

”Samtidig kan vi se på anmeldelserne på Trustpilot, at forbrugerne ser det som noget meget positivt, at vores tøj er certificeret – og vores kunders tilfredshed er afgørende for vores succes.”

Det gav også DILLING nogle konkurrencefordele at være blandt de første i branchen med svanemærket tøj.

”Vi var nogle af de første med Svanemærket, og det gav os helt klart konkurrencefordele. Her er det et plus, at Svanemærket løbende strammer kravene, for det skærer mange fra, når det bliver endnu sværere at få Svanemærket. Jeg hepper på, at det bliver så svært som muligt at opnå licens. I starten var det kun os, der kunne leve op til kravene, og det var megafedt, da det lykkedes,” siger Morten Dilling Bertelsen.

Vinder frem i udlandet

DILLING er i dag i otte lande, som bl.a. tæller Tyskland, Holland, Sverige og senest også Frankrig og Norge.

”Hver gang, vi starter op i et nyt land, er vores fokus at gøre det rigtig godt og levere ordentlig kvalitet. På den måde spredes den gode historie, og flere får kendskab til DILLING og får lyst til at prøve vores tøj,” siger Morten Dilling Bertelsen og tilføjer slutteligt:

Her er Svanemærket også en vigtig del af fortællingen, for vi oplever, at andre lande har stor tillid til mærket. Både fordi udlandet har stor respekt for officielle mærker, og fordi det kommer fra Norden. I store dele af verden ser man Norden som et sted, hvor man gør det rigtige. Derfor har det stor værdi at kunne fremvise Nordens officielle miljømærke, og selvom ikke alle kender Svanemærket, er det stadig et kvalitetsstempel, når vi fortæller, at vores tøj er certificeret.

Fakta om Dilling

  • DILLING blev grundlagt i 1916 og har i dag 65 medarbejdere i Herning, 15 i Bredsten og egen systue i Litauen.
  • DILLING har haft certificeret en stor del af deres tøj med Svanemærket siden 2010.
  • Produkterne forhandles i Danmark, Tyskland, Holland, Sverige, Finland, UK, Frankrig og Norge.

Gå til DILLING

Find alle svanemærkede tekstiler fra DILLING

Maj 2022

Læs flere cases