Spring til indhold
Svanemærket logo

Elis: Markant reduceret ressourceforbrug

Et redskab til kontinuerlig forbedring – og en stærk konkurrenceparameter.

Syerske på sysmaskine

Elis (tidl. Berendsen) er en dansk virksomhed, der allerede i 90’erne begyndte at sætte fokus på forbruget af vand, elektricitet, kemikalier samt olie og gas.

”Det har fra starten været en blanding af både god forretning og samfundsansvar”, forklarer Christina Saxkjær, der er Elis’ CSR-chef.

Elis leverer renvasket tøj, måtter, linned, mopper og klude samt hygiejneløsninger til hundredvis af danske offentlige og private virksomheder. Kunderne lejer tekstilerne af Elis, der til gengæld står for den løbende indsamling, vask, vedligehold og levering.

”Vi har 19 vaskerier i Danmark, der vasker mange tons tekstiler dagligt, så måden vi behandler tekstilet på, har selvfølgelig stor betydning for vores miljøpåvirkning”, siger Christina Saxkjær.

Stor gavn af langvarig ekspertise

Elis’ store fokus på bl.a. at mindske ressourceforbruget gjorde det i 2008 muligt for firmaet at opnå sit første svanemærkede vaskeri. Og med en fokuseret indsats var alle Elis’ vaskerier i 2010 svanemærkede.

Svanemærkets krav er ikke statiske; de bliver løbende strammet på baggrund af den nyeste viden og udviklingen i markedet – og er på den måde med til at skabe en bæredygtig udvikling. Derfor stoppede Elis’ arbejde med at nedbringe ressourceforbruget heller ikke efter den første certificering af vaskerierne. Med vaskemestrenes ekspertise begyndte virksomheden i 2012 at se systematisk på alt. Lige fra vasketider og temperaturer, som forskellige tekstiler skulle vaskes ved, til de anvendte kemikalier og ikke mindst fyldningsgrader – altså hvor meget tekstil, der kan være i de forskellige maskiner, før vaskeeffekten bliver påvirket.

En analyse fra Nordisk Miljømærkning foretaget i 2022 dokumenterer, at virksomheder og kommuner kan spare mindst 27 % CO2 ved at vælge svanemærket tekstilservice frem for en gennemsnitlig ikke-svanemærket tekstilservice til vask af arbejdstøj.

De mange gevinster ved optimal vask

Siden Elis i 2008 fik sit første vaskeri svanemærket for siden at arbejde fokuseret med ressourceforbruget for at kunne fastholde certificeringen i alle vaskerierne, er der blevet arbejdet målrettet med at optimere produktionsprocessernes CO2-udledning. Hver måned måler virksomheden deres forbrugstal per kilo vaskede tekstiler på alle vaskerierne for at dokumentere, at de hele tiden forbedrer sig – ligesom hver maskines forbrug af vaskemidler beregnes og doseres præcist ud fra den enkelte vasks behov.

Fra 2008 til 2018 er vandforbruget pr. kilo vasket tekstil faldt med en tredjedel, gasforbruget med en fjerdedel, mens både kemikalie- og elektricitetsforbruget også faldt med henholdsvis over 15 % og 10 %.

”Vi var den første danske virksomhed i branchen, som fik et svanemærket industrivaskeri – og vi bruger Svanemærket som et stærkt redskab til at sikre, at miljøhensyn gennemsyrer hele virksomheden, og at vi hele tiden forbedrer os. Her taler udviklingen i vores ressourceforbrug sit eget tydelige sprog”, forklarer Christina Saxkjær.

Hvor effektivt Elis har optimeret vaskeprocessen, kan ses af en undersøgelse hvor Teknologisk Institut har sammenlignet industriel vask med hjemmevask. Undersøgelsen viser at hjemmevask bruger mere end dobbelt så meget vand, mens udledningen af kvælstof ved en hjemmevask er over ti gange så højt som den industrielle vask. Kvælstof er problematisk i vandmiljøet, da det kan medføre iltsvind.

Overvejer I at certificere jeres produkter med Svanemærket?

Læs mere om, hvilke krav jeres produkter skal leve op til for at blive certificeret med Svanemærket, og hvad det koster.

Find krav
Syerske på sysmaskine

Cirkulær forretningsmodel

Svanemærket stiller krav til selve tekstilvasken, men også til hele tekstilservice-virksomheden, inkl. krav til transport og de tekstiler, virksomheden ejer. Tekstilservice omfatter nemlig også udlejning af tekstiler, som er et miljøvenligt alternativ til at eje tekstiler eller anvende engangsartikler – og er med til at fremme cirkulære forretningsmodeller:

”På mange måder kunne vi ikke have en mere bæredygtig forretningsmodel. Det er langt mere effektivt for et hotel eller en kommune at leje tekstil af os, end hvis de ejede det selv. Og vores ekspertise gør, at vi kan vaske det renere og sørge for, at tekstilet holder længere. ”, siger CSR-chef, Christina Saxkjær.

”Vi har en ambition om at have 100 % bæredygtige tekstiler i 2030, så tekstiler, der ikke længere lever op til vores kvalitetskrav, eksempelvis kan genanvendes til støjisolering i bygninger”, siger hun. Virksomheden arbejder også på at bruge såkaldt sekundavand (vand, der ikke er drikkevand) til vaskeprocessen ligesom vaskeriet i Holbæk bruges regnvand i vaskeprocessen.

En svanemærket tekstilservice:

  • Er energieffektiv og har en lav klimapåvirkning.
  • Har begrænset vandforbrug og sparer på jordens ressourcer.
  • Bruger kemikalier, der opfylder skrappe miljø- og sundhedskrav.
  • Reducerer transportens miljøpåvirkning; bl.a. ved at uddanne chauffører i miljørigtig kørsel.
  • Køber mindst 85 % tekstiler, der enten er miljømærket eller opfylder Oeko-Tex Standard 100.

Gå til Elis

Se alle svanemærkede produkter fra Elis

Se alle svanemærkede vaskeservicer fra Elis

Læs også