Spring til indhold
Svanemærket logo

Case

BEBOER – Sane fra Gaardhaverne: Et godt indeklima og kvalitetsmaterialer skaber tryghed

Læs interview med Sana Kiani, der fortæller, at det var den rigtige beslutning at flytte i et svanemærket rækkehus i Gaardhaverne i Høje Taastrup.

Gårdhaverne, bæredygtige svanemærkede rækkehuse i Høje Taastrup

I slutningen af november 2019 flyttede Sana Kiani, hendes mand og deres to små drenge på fire og fem år ind i et svanemærket rækkehus i Gaardhaverne i Høje Taastrup. Det var den helt rigtige beslutning for familien, som stortrives i de grønne omgivelser. Familien oplever både tryghed og trivsel ved at bo i det mere miljømæssigt bæredygtige byggeri – og så er de også blevet mere miljøbevidste og har fokus på at passe godt på boligen.

Hvorfor har I valgt netop denne bolig – og havde det en betydning for jer, at den var svanemærket?

Det er jo komplekst at søge efter bolig, og vi havde opstillet flere kriterier for, hvad vores nye hjem skulle leve op til. Selvom Svanemærket ikke var et af dem, var det et kæmpe plus. Hvis svanemærket byggeri var endnu mere udbredt, kunne det sagtens være noget, man aktivt søgte efter. Vi tænkte, at når byggeriet var svanemærket, så kunne det kun være godt. Vi er glade for at bo tæt på naturen – og som travl børnefamilie passer denne boligform os godt.

Hvilke fordele oplever du, at der er ved at bo i en svanemærket bolig?

En af grundene til, at det var så attraktivt for os, var, at bygherrens salgsmateriale præsenterede det svanemærkede byggeri på en rigtig god måde. Vi fik en god mavefornemmelse. Der er en tryghed ved, at der er taget hensyn til både sundhed og den livskvalitet, der følger med et godt indeklima, de lækre byggematerialer inde og ude samt det gode lysindfald.

-
"Familien oplever både tryghed og trivsel ved at bo i det mere miljømæssigt bæredygtige byggeri", fortæller Sana Kiani, der bor i ”Gaardhaverne” i Høje Taastrup.”

Lyset i boligen betyder meget for mig, da jeg til daglig arbejder med belysning og lysstyring. Jeg kan godt lide de mange detaljer og tanker, der har været i forhold til indretning af de forskellige rum for at skabe et lyst hjem – og er glad for de store vinduespartier, der skaber det gennemlyste køkken-alrum, som er husets hjerte, samt tagvinduet i trappegangen.

Jeg synes, det er rart, at Svanemærket har krav, som også handler om lysindfald, for det er en ting, der gør, at vi trives som mennesker. Vi er også rigtig glade for, at huset er energieffektivt, for et lavt energiforbrug gavner jo også økonomien.

Hvilke ting sætter du mest pris på ved jeres svanemærkede bolig?

Det giver en tryghed at vide, at der er lagt ekstra energi i at vælge kvalitetsmaterialer, som holder længe. Vi ved, at vi ikke skal ud i renoveringsprojekter om fem år.

Det gode indeklima sætter vi også stor pris på. Væggene er fx malet med svanemærket maling, og det er sundere for mine børn. En håndværker kom en dag forbi for at male i forbindelse med udbedring af mangler, og han nævnte også, at det betød noget for ham at arbejde med en maling, hvor nogen har taget kritisk stilling til kemikalierne.

Når jeg skal købe maling, vil jeg helt sikkert gå efter Svanemærket. Jeg føler, at jeg ellers forringer kvaliteten af boligen. Jeg er faktisk mere øm over tingene, fordi der er lagt så meget energi i at vælge gode kvalitetsmaterialer her. Jeg investerer fx i klæbesøm til ophængning af kunst på væggene, selvom det er en lidt dyrere løsning – for at undgå at lave huller i væggene.

Oplever du, at du er blevet mere miljøbevidst af at bo i en svanemærket bolig?

Jeg er blevet meget mere miljøbevidst. Vores børn er 4 og 5 år gamle, og jeg tænker da på, at de ikke skal udsættes for kemikalier, der kan give dem gener eller skade dem på nogen måde. De skal heller ikke indånde skadelige stoffer – derfor er det vigtigt at vide, at nogen har kontrolleret de ting, jeg køber til dem. Den slags vil jeg gerne støtte.

Det er ikke altid, jeg vælger Svanemærket, når jeg køber ind, men jeg ser efter det, og især når det er ting til børnene. Og som sagt er jeg helt bevidst om, at når vi i fremtiden køber maling og byggeprodukter, skal det være med Svanemærket.

Både på arbejdet og i hverdagen tænker jeg mere og mere i bæredygtighed. Fx når det gælder indretning og belysning. Når vi en gang skal have nye møbler, kan det sagtens være, at jeg vil vælge mere miljøbevidst.

Fakta om ”Gaardhaverne” i Høje Taastrup

De svanemærkede ejerboliger ”Gaardhaverne” er kendetegnet ved rolige og trygge omgivelser med grønne opholdsrum, der giver plads til både fællesskab og fordybelse. I byggeriet har der været fokus på gode materialer og sundt indeklima, der opfylder hverdagens krav til kvalitet og funktionalitet – og store vinduespartier, der trækker naturen helt ind i boligen og giver masser af naturligt dagslys.

  • Byggeri: ”Gaardhaverne”, Høje Taastrup (2019)
  • Bygherre: MT Højgaard A/S
  • Entreprenør: Scandi Byg A/S
  • Arkitekt: Holscher Nordberg Architects
  • Byggeriet: 38 ejerboliger på 104-112 kvm

Læs mere om byggeriet

Se alle svanemærkede boliger