Spring til indhold
Svanemærket logo

Guide til mere bæredygtig julepynt

Julepynt er en vigtig del af julen, som bidrager til den hyggelige stemning. Og du kan heldigvis sagtens gøre julen lidt mere bæredygtig uden at gå ned på pynt. Her får du 8 tips til, hvordan du kan forny din julepynt eller få nyt pynt på en bedre, billigere og mere miljøvenlig måde.

Julegaver i brunt genbrugspapir med naturpynt
  1. Få overblik over, hvad du har
    De fleste af os har allerede kasser med en masse julepynt stående, som år efter år bliver slæbt op fra kælderen eller ned fra loftet. Et sammensurium af betydningsfulde arvestykker, hjemmelavede julehjerter af varierende kvalitet, hurtige discountkøb og smukke glaskugler fra dyre interiørbutikker. I virkeligheden har du nok ikke behov for nyt til samlingen, og du har helt sikkert ting på lager, som du havde glemt, at du ejer. Start derfor med at få overblik over, hvad du egentlig allerede har.

  2. Brug den pynt, du allerede har
    Hvis du har julepynt i gemmerne, som du ikke har lyst til at hænge op eller stille frem, så overvej, om du kan peppe det op og på den måde give det nyt liv. Måske har du julekugler i en farve, som du ikke længere bryder dig om. Fremfor at lade dem ligge i skabet år efter år eller smide dem ud, kan du male dem med en rest maling eller pakke dem ind i flotte stofrester. Det kan også være, at du har hjemmelavede julehjerter, stjerner og kræmmerhuse, som med nye, ens hanke kan få et mere stilfuldt og sammenhængende udtryk. Eller måske kan du placere nogle af dine juleting et andet sted, end du plejer – og på den måde få dem til at føles nye.

  3. Inddrag naturen i din julepynt
    Tag familien med ud på en hyggelig tur i skoven eller på stranden – eller lige ud i haven – og nyd den friske luft. Samtidig kan I samle grene, blade, bark, kogler og agern, som vil passe flot sammen med mormors røde nisser og de gamle, fine julekugler. I kan også samle sten, som I maler nisser på, når I kommer hjem. Eller I kan binde gran, mos og kogler sammen til en flot krans til døren. Ting fra naturen kan være dekorative, som de er, eller de kan forvandles til fx uroer og julemus. Få gode idéer og vejledning hos Naturstyrelsen.

  4. Genbrug gammelt papir
    Papir fra gamle aviser, bøger, ugeblade, tegneserier og vejkort, som du bare havde tænkt dig at smide ud, kan blive til unikt julepynt. Klip strimler til guirlander og julestjerner, og flet smukke julehjerter af det genbrugte papir. Eller fold søde papir-vifter. I kan også klippe figurer ud af bladene – eller printe jeres idoler – og pynte dem med fx fjer og blonder. Det giver dit barn muligheden for at lave unikke julekreationer, og på den måde lærer dit barn også, at mange ting kan genbruges – selv sidste års slidte Anders And-blade.

  5. Find brugt julepynt
    Gå på opdagelse i genbrugsbutikker og på loppemarkeder og se, om du kan finde fint, gammel julepynt, som gemmer på en god historie – eller som du og dine børn selv kan digte en god historie til.

  6. Brug ting fra hjemmet
    Er tiden eller vejret ikke til den store tur i naturen, kan du gå på jagt efter nye materialer til julepynt i skabe og skuffer derhjemme. Korkpropper kan på samme måde som kastanjer blive til søde små juledyr sat sammen med tændstikker, og farvede peberkorn er fine spredt ud over juledekorationen. I skabene derhjemme kan I sikkert også finde ingredienserne til trylledej, som kan bruges til at lave flot og personlig julepynt. Eller måske har I et tomt marmeladeglas, som kan blive til en hyggelig julelanterne frem for at ende i glascontaineren.

  7. Tegn og skriv
    Børn er heldigvis gode til at sætte kulør på tilværelsen – også de dage, hvor det er koldt og gråt udenfor. Så sæt lidt tid af en mørk mandag i december, hvor I sammen tegner hjerter, nisser og juletræer – eller laver og skriver personlige julekort. Overvej at bruge tusser eller hobbymaling med Svanemærket, når I julehygger. Svanemærket viser nemlig, at produkterne lever op til skrappe miljø- og sundhedskrav.

  8. Inviter til juleklip
    Julen handler om at være sammen med dem, man holder af – og hvorfor ikke pulje de kreative kræfter med familie eller venner? I kan fx invitere dem hjem en eftermiddag, hvor I sammen klippeklistrer, laver dekorationer og giver de gamle julekugler nye klæder. Måske kan I starte med at mødes i skoven og samle kogle og grene, mens I går en frisk tur. Og måske I kan afslutte dagen med at servere en stor portion risengrød for at fuldende julestemningen.

Få flere grønne juletips ...