Spring til indhold
Svanemærket logo

Nyt formandskab skal styrke Netværk for Miljømærket indkøb

Netværk for Miljømærket indkøb får nyt formandskab. Fremover skal netværkets styregruppe ledes af forperson Nina Leth Friis Thomsen fra Nykredit og næstforperson Sebastian Beier Buchhave Boisen fra Novo Nordisk. Sammen vil de sætte retningen for, hvordan netværket kan blive en endnu stærkere drivkraft for grønnere indkøb i private virksomheder.

Netværksmøde hos Nykredit 2025

Med det nye formandskab er ambitionen klar: Netværk for Miljømærket indkøb skal bidrage til at skubbe endnu mere på efterspørgslen efter produkter og services med de officielle miljømærker EU Ecolabel og Svanemærket.

"Når store virksomheder går sammen, kan det skabe et tydeligt signal til markedet og gøre det mere attraktivt for leverandører at investere i grønnere alternativer," siger Nina Leth Friis Thomsen, seniorspecialist i Nykredit.

Sebastian Beier Buchhave Boisen, Associate Sustainability Partner i Novo Nordisk tilføjer: "Jeg ser frem til at arbejde for, at de private virksomheders indkøbskroner i endnu højere grad kan være med til at drive markedet i en grønnere retning. Sammen med Nina glæder jeg mig til at sætte turbo på netværket og få flere store virksomheder med stærke indkøbsmuskler med ombord."

Stærkt makkerskab på tværs af brancher

Med Nykredit og Novo Nordisk repræsenterer formandskabet to meget forskellige brancher, men begge virksomheder har arbejdet strategisk med miljømærkede indkøb i flere år. Nina Leth Friis Thomsen bringer erfaring med grønne krav til leverandører og risikovurderinger fra både Nykredit og tidligere roller i Forsvaret, mens Sebastian Beier Buchhave Boisen arbejder med at udrulle miljømærkede indkøb globalt i Novo Nordisk, hvor det handler om at gøre grønnere løsninger let tilgængelige på tværs af markeder.

Sammen ønsker de at skabe en balance mellem det brede strategiske blik og de meget konkrete krav, som virksomheder kan stille i praksis.

Data som nøglen til næste skridt

Et centralt indsatsområde bliver at udnytte data bedre. Begge peger på, at data ikke blot skal bruges til rapportering, men til at identificere potentialer og prioritere, hvor netværkets samlede volumen kan skabe mest effekt.

"Data er ikke kun et rapporteringsværktøj. Det er også nøglen til at se, hvor vi kan rykke os, og hvordan vi kan bruge vores fælles indkøbskraft til at skubbe markedet," fremhæver Nina Leth Friis Thomsen.

Sebastian Beier Buchhave Boisen tilføjer: "For os handler det ikke om at rapportere for rapporteringens skyld. Data skal hjælpe os med at tage bedre beslutninger og sikre, at vi sætter ind dér, hvor effekten er størst."

Nye fokusområder i netværket

Formandskabet peger også på nye områder, hvor netværket kan gøre en forskel. IT, events, hoteller og kantinedrift nævnes som oplagte steder at styrke efterspørgslen på miljømærkede løsninger.

Det giver ikke mening, at vi hver især sidder i vores egen andedam. Hvis vi kan stå sammen om at efterspørge de samme løsninger, kan vi skabe reelle forandringer," lyder det fra Nina Leth Friis Thomsen og Sebastian Beier Buchhave Boisen.

Netop alliancer på tværs er noget de begge ser som en vigtig vej frem. Når flere virksomheder koordinerer deres krav, kan det gøre det muligt for leverandører at investere i nye grønne løsninger, der ellers ville være svære at løfte.

Et tydeligt ansigt for netværket

Formandskabet ønsker samtidig at være synlige repræsentanter for netværket – både internt blandt medlemmerne og eksternt i dialogen med leverandører, brancheorganisationer og offentligheden.

"Et netværk kan hurtigt blive noget abstrakt, men når der står mennesker bag med tydelige ambitioner, bliver vi stærkere. Vi vil gerne være med til at vise, at vi både kan inspirere hinanden og samtidig flytte markedet i en grønnere retning," siger de.

Læs mere om Netværk for Miljømærket indkøb her.

Kort om Nina og Sebastian

Nina Leth Friis Thomsen er seniorspecialist i Nykredit, hvor hun arbejder med grønne indsatser i leverandørkæden og koncernens drift. Hun har tidligere arbejdet med due og diligence og ESG krav til leverandører i Forsvaret og er uddannet i International Business and Politics fra CBS.

Sebastian Beier Buchhave Boisen er Associate Sustainability Partner hos Novo Nordisk, hvor han arbejder globalt med miljømærkede indkøb og grønne leverandørkrav. Han har bl.a. fokus på at gøre det nemt for medarbejdere på tværs af markeder at vælge miljømærkede produkter og services.

Rundvisning på Nykredits nye hovedsæde