Spring til indhold
Svanemærket logo

Se efter Svanemærket, når du investerer dine penge

Vidste du, at du kan gøre en forskel for miljøet og bidrage til en mere bæredygtig udvikling, hvis du investerer dine penge i en svanemærket investeringsfond?

Familie på udflugt henover en mark i flot sollys og havet i horisonten

De små valg, vi hver dag træffer mange af, har stor betydning. Derfor er det positivt, at mere end 6 ud af 10 danske forbrugere ser efter Svanemærket, når de vælger varer. Og hvis du gerne vil bidrage endnu mere til en bæredygtig udvikling i samfundet, kan du også se efter Svanemærket, når du investerer dine penge – Svanemærket findes nemlig også på investeringsfonde.

Svanemærkets krav til investeringsfonde

For at en investeringsfond kan få Svanemærket, skal den leve op til flere krav. Bl.a. skal en svanemærket investeringsfond forvaltes åbent. Det betyder, at fonden minimum hvert kvartal skal oplyse, hvilke aktier og obligationer der findes i fonden. Derudover skal fonden årligt udgive en rapport om sit bæredygtighedsarbejde.

Svanemærkets krav til investeringsfonde handler også meget om, hvilke virksomheder fonden må og ikke må investere i. Fx skal 100 % af fondens samlede investeringer være bæredygtighedsanalyseret – og mindst 70 % af fondens kapital skal være investeret i virksomheder med en stærk bæredygtighedspraksis.

En svanemærket fond må til gengæld ikke investere i visse brancher og virksomheder, der er særligt problematiske. Det gælder bl.a. virksomheder, der ikke følger internationale normer og konventioner, fx i forhold til menneskerettigheder, grov korruption og grove miljøovertrædelser, og virksomheder, der producerer eller sælger kontroversielle våben. En svanemærket investeringsfond må heller ikke investere i virksomheder, der har mere end 5 % af deres omsætning fra udvinding, raffinering eller kraftproduktion på basis af kul, gas, olie eller uranproduktion, eller fra produktion og salg af konventionelle våben eller tobak.

Svanemærket skaber gennemsigtighed på investeringsmarkedet

Cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk, Ida Marie Moesby, betragter Svanemærket som et positivt pejlemærke på investeringsmarkedet: 

”Svanemærket er et officielt, nordisk mærke, som de fleste forbrugere kender og stoler på, og som stiller rigtig gode krav. Det er derfor positivt, at man også har fået det over på investeringer”, siger Ida Marie Moesby og fortsætter:

”At man kan vælge en investeringsfond, som er certificeret med et anerkendt mærke, gør, at man kan stole på, at den lever op til de krav, den skal. Og ved Svanemærket er der stor gennemsigtighed”.

Vær med til at gøre en forskel med din investering

Svanemærket betyder ikke, at alle virksomheder i fonden er uden problemer og udfordringer. Mange brancher er i en omstillingsfase, og formålet med Svanemærkets krav er at bruge investeringer til at påvirke markeder, brancher og virksomheder i en mere bæredygtig retning.

Måske har du ikke tænkt over det, men når du sætter penge i en investeringsfond, bliver du indirekte ejer af flere virksomheder. Og når mange opsparere, investorer og fondsforvaltere sammen bruger deres magt, så har det en effekt og kan få en positiv indflydelse på omverdenen.

Vær opmærksom på, at Svanemærket ikke er nogen garanti for fondens afkast eller for, hvor risikofyldt placeringen er.

Få mere viden ...