
Svanemærket styrker jeres kemikalieindsats
Med Svanemærket får I et af verdens bedste redskaber til at begrænse skadelig kemi i jeres produkter eller serviceydelser. Det gælder både miljøskadelige og sundhedsskadelige kemikalier.

Det er langt fra alle virksomheder, der har kemikalieeksperter ansat – og det kan være svært at holde sig opdateret på området. For der kommer hele tiden nye kemikalier til, ligesom der både kommer ny viden og ny lovgivning om eksisterende kemikalier.
Brug Svanemærket til at begrænse uønsket kemi
Svanemærket er et af verdens bedste redskaber til at udfase skadelig kemi. Det gælder dels miljøskadelige kemikalier – fx stoffer, som er giftige over for vandlevende organismer, eller som er svært nedbrydelige i naturen. Dels sundhedsskadelige kemikalier som fx stoffer, der er kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende.
Svanemærket hjælper jer med at være på forkant med lovgivningen
Svanemærket har generelt en forsigtig tilgang til kemikalier. Forsigtighedsprincippet betyder, at Svanemærket forbyder et stof, hvis uvildige eksperter vurderer, at det er problematisk. På den måde reagerer Svanemærket hurtigere end lovgivningen og stiller krav til kemikalier, hvis der er begrundet mistanke om, at de har skadelige virkninger for miljø og/eller mennesker.
Skrappe kemikaliekrav fremmer cirkulær økonomi
Svanemærkets skrappe kemikaliekrav kan også hjælpe jer med at fremstille produkter, der kan indgå i den cirkulære økonomi. En af de største barrierer for cirkulær økonomi er nemlig risikoen for rester og forureninger af skadelige kemikalier fra materialers tidligere livscyklus.
Svanemærket stiller krav til de kemikalier, der bliver brugt i såvel materialer som i de færdige produkter. Dette fremmer muligheden for genbrug og recirkulering senere i livscyklus. De skrappe kemikaliekrav reducerer samtidig miljøbelastningen under produktion og gavner sundheden for dem, der bruger produkterne.


