Spring til indhold
Svanemærket logo

EU's Ecodesign-forordning

Formålet med EU’s forordning om miljøvenligt design, Ecodesign-forordningen, er at sikre mere miljøvenlige og cirkulære produkter samt klar information om produkters miljøbelastning og energiforbrug. På den måde skal det blive lettere for forbrugere at træffe oplyste, grønne hverdagsvalg.

EU Ecodesign

Forordningen trådte i kraft i sommeren 2024 og er en udvidelse af det tidligere Ecodesign-direktiv fra 2009, som fastsatte krav til energiforbrug for energirelaterede produkter. 

Ecodesign-forordningen er et rammeværk med krav om minimeret miljøpåvirkning til forskellige produkter for at sikre energieffektivitet og øget cirkularitet. 

Principper for ecodesign

Ecodesign-forordningen giver Kommissionen mulighed for at stille krav til:

  • Holdbarhed, mulighed for genbrug, reparation, vedligeholdelse, demontering og ombygning
  • Reduceret brug af skadelige kemikalier
  • Energi- og ressourceforbrug
  • Øget indhold af genanvendt materiale
  • Øget materialegenanvendelse
  • Miljøpåvirkninger i hele produktets livscyklus, inklusive klima- og miljøaftryk
  • Forebyggelse af affald, inklusive emballageaffald

Produkter, der omfattes af Ecodesign-forordningen

Ecodesign-forordningen vil sætte krav til "miljøvenligt design" for næsten alle fysiske varer, der sælges på det europæiske marked, med undtagelse af fødevarer, medicin og dyrefoder. Produkter, der omfattes af forordningen, inkluderer blandt andet:

  • Hvidevarer, elektriske produkter, batterier
  • Tøj og tekstiler
  • Møbler
  • Rengøringsmidler
  • Smøremidler
  • Maling
  • Kosmetik
  • Legetøj

Kravene vil blive rullet ud på én produktgruppe ad gangen. Tekstiler og møbler forventes at være blandt de produkter, der først bliver berørt af forordningen.

Derudover bliver der løbende udviklet krav til de mere horisontale aspekter såsom reparerbarhed og håndtering af usolgte varer.

Digitalt produktpas

Ecodesign-forordningen indebærer, at alle regulerede produkter skal have et digitalt produktpas. Målet er at gøre det lettere at kontrollere, at produktet lever op til reglerne, men også at lette reparationer og genanvendelse af produkter og at gøre det lettere at spore skadelige stoffer og kemikalier, uanset hvor i værdikæden, de er brugt. Digitale produktpas vil også være tilgængelige for forbrugere.

Ecodesign-krav til tekstiler

Tekstiler er et af de produktområder, som Ecodesign-forordningen først kommer til at stille krav til. Kravene forventes at blive vedtaget i 2026 – og virksomheder med svanemærkede tekstiler kommer til at stå stærkt i forhold til de kommende regler.

Læs mere
Tøj på bøjler og tøjmærke med Svanemærkets logo

Et værktøj til mere miljøvenlige produkter

Svanemærket ser på alle relevante miljøparametre og hele livscyklus for at kunne stille krav, der sikrer størst mulig miljø- og klimaeffekt. Det stiller samtidig absolutte og produktspecifikke krav.

Det betyder, at virksomheder kan bruge Svanemærket som et effektivt redskab til at udvikle produkter, der er blandt de miljømæssigt bedste inden for deres kategori. Det betyder også, at virksomheder kan bruge Svanemærket til at være på forkant med de krav, der følger med udrulning af Ecodesign-forordningen.

Svanemærket sidder i Kommissionens arbejdsforum for udvikling af de produktspecifikke krav under Ecodesign-forordningen og er dermed med til at påvirke udviklingen af kravene. Samtidig udvikler vi løbende svanemærkede krav, så der er overensstemmelse med Ecodesign-forordningen.


Artiklen er opdateret den 16. december 2025.