Spring til indhold
Svanemærket logo

Nyhed

20.09.2024

Svanemærket er svært at få, men let at vælge

I uge 39-42 ruller Svanemærkets nordiske forbrugerkampagne igen ud i de danske medier. Kampagnen skal være med til at styrke forbrugernes forståelse af Svanemærket – og hvordan svanemærkede produkter adskiller sig fra andre produkter.

Person holder skilt med budskab

Fra den 23. september og fire uger frem kan danskerne igen møde produkter, der er skuffede over ikke at kunne leve op til Svanemærkets skrappe krav. Kampagnen, der bygger på sloganet ”Svært at få. Let at vælge”, sætter fokus på, at de skrappe krav gør det svært for virksomheder at opnå Svanemærket på deres produkter, mens det lille logo til gengæld gør det let for forbrugerne at vælge i butikken.

”Vi ved, at gentagelse fremmer forståelsen, og derfor sætter vi igen tryk på kampagnen her i september og oktober. Formålet er fortsat at styrke forbrugernes kvalificerede kendskab til Svanemærket – og dermed også øge deres fokus på Svanemærket, når de vælger varer,” siger Rina Ronja Kari, marketing- og kommunikationschef i Miljømærkning Danmark.

Brug Svanemærket i markedsføringen

Med Svanemærket har man et synligt bevis på, at produktet er blandt de miljømæssigt bedste i sin kategori. Som det mest kendte miljømærke i Norden og et anerkendt type I-miljømærke udenfor Norden, giver Svanemærket samtidig adgang til et stærkt brand, som nyder høj troværdighed og anerkendelse. Det gør det muligt at positionere sit produkt stærkt overfor både forbrugere og professionelle indkøbere, som i stigende grad efterspørger produkter, der er fremstillet med omtanke for miljø og klima.

”Det er en stor bedrift at få Svanemærket – og derfor et oplagt værktøj at bruge i sin markedsføring. Det er fx en god idé, at vise Svanemærkets logo tydeligt på de certificerede produkter, da mange forbrugere og professionelle indkøbere ser efter Svanemærket, når de vælger varer. Derudover giver certificeringen også mulighed for at gøre virksomheders bæredygtighedskommunikation mere troværdig,” siger Rina Ronja Kari.

Du kan læse mere om, hvordan I kan bruge Svanemærket i jeres markedsføring her.

Svanemærket som pejlemærke

Som forbruger kan Svanemærket bruges som en guide til at træffe mere miljøvenlige valg. Svanemærket ser nemlig på alle relevante miljøproblemer i hele produktets livscyklus. Det vil sige, at det tager hensyn til både klima, kemikalier, ressourcer og biodiversitet – og at det samtidig ser på hele produktets rejse fra råvarer, produktion og brug til genbrug, genanvendelse og affald.

”Målet er kort sagt at gøre det let for forbrugerne at træffe bedre valg for miljø, klima og sundhed,” fortæller Rina Ronja Kari.

Læs mere om, hvordan Svanemærket kan hjælpe i hverdagen her.

Læs også: