Case
Svanemærket reducerer klimabelastningen fra stearinlys
Svanemærkets krav til stearinlys medfører store besparelser i udledningen af CO2. Det skyldes krav om fornybare råvarer samt forbud mod brug af palmeolie og sojaolie. Reduktionen kan være helt op til 60 %.


Nordisk Miljømærkning har fået udarbejdet en analyse af klimaeffekten ved at vælge et svanemærket lys i stedet for et konventionelt paraffinlys. Analysen er baseret på en livscyklusvurdering, der udelukkende fokuserer på udledning af CO2.
Beregningen har kun medtaget de krav, hvor det er muligt at beregne en direkte klimaeffekt. Resultatet er derfor kun baseret på følgende to krav:
- Krav om 90 % fornybare råvarer i lyset (krav O2)
- Forbud mod palme- og sojaolie i vegetabilske råvarer (krav O3)
Analysen konkluderer, at klimabelastningen fra svanemærkede lys er omkring 55-60 % lavere sammenlignet med paraffinlys.
Forskellen skyldes, at svanemærkede lys overvejende er fremstillet af fornybare råvarer i form af restproduktet animalsk fedt, hvorimod paraffinlys er fremstillet af paraffin, som er et spildprodukt fra råolie, altså et fossilt brændstof, der udleder fossil CO2. Analysen viser dermed, hvor vigtigt det er at stille krav til sammensætningen af råvarer, når man fremstiller lys.
Op til 60 %
lavere klimabelastning ved valg af svanemærket lys.
Andre krav, der også gavner miljø
Svanemærket stiller også en række andre krav til stearinlys, som har betydning for miljø og menneskers sundhed. Nedenstående krav er ikke medtaget i beregningen, da de ikke er direkte relevante for klimapåvirkningen. Til gengæld er de vigtige for stearinlysets samlede miljøbelastning, idet der ses på alle relevante miljøparametre i hele stearinlysets livscyklus.
- Ingen metal i vægen.
- Öko-Tex-certificeret bomuld i vægen.
- Kemikalier må ikke være klassificeret som kræftfremkaldende, mutagene, reproduktionsskadelige eller miljøskadelige.
- Ingen parfume eller andre aromaer.
- Sodindeks, dvs. hvor meget sodpartikler, der kan tillades, når lyset brændes.
Beregningen er foretaget af RISE – Research Institutes of Sweden og er baseret på Svanemærkets kriterier for stearinlys, generation 2.8.
Et godt pejlemærke
Der findes naturligvis også ikke-svanemærkede stearinlys på markedet, som er bedre valg for klimaet end paraffinlys. Det er dog ikke altid nemt at se, hvad de enkelte lys i butikken er fremstillet af. Her er Svanemærket et godt pejlemærke, da forbrugeren dermed kan være sikker på, at de er fremstillet af minimum 90 % fornybare råvarer – og dermed har en markant lavere klimabelastning end konventionelle lys af paraffin.
Casen er støttet af Nordisk Ministerråd.