
Kommunikation er nøglen til grønnere indkøb
Af Bo Petersen, If Skadeforsikring

Kommunikation er nøglen til grønnere indkøb
Af Bo Petersen, indkøbs- og miljøansvarlig hos If Skadeforsikring
Som indkøbsspecialist hos If Skadeforsikring bliver jeg ofte spurgt, hvad der har været afgørende for vores arbejde med grønnere og miljømærkede indkøb. Mit svar er enkelt: kommunikation. Ikke forstået som enkeltstående budskaber, men som en vedvarende indsats, der er klart forankret i ledelsen og formidlet konsekvent i hele organisationen.
Klar retning virker først, når den er forstået
Vi traf tidligt en strategisk beslutning om at prioritere miljømærker som Svanemærket og EU Ecolabel i vores indkøb. Men en beslutning skaber ikke forandring i sig selv. Den virker først, når den bliver forstået og omsat til handling i hverdagen.
Derfor har vi arbejdet målrettet med at kommunikere, hvorfor miljømærkerne er vigtige for os, hvad de betyder i praksis, og hvordan den enkelte medarbejder konkret kan bidrage. Når retningen er klar, og der samtidig følges op med mål, synlighed og rapportering, skaber det både forståelse og engagement.
Miljøhensyn er en del af kulturen
Vi har erfaret, at den grønne omstilling ikke lever af strategier alene. Budskabet skal leve i hele organisationen fra topledelse til medarbejdere. Når vi fortæller historien om, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det, oplever vi en stærk opbakning og en voksende stolthed blandt medarbejderne.
Det giver en fælles bevidsthed om, at miljøhensyn ikke er et særskilt projekt, men en integreret del af vores drift og kultur understøttet af klare prioriteringer og ledelsesmæssig opbakning. Samtidig er det en stor hjælp, at vi kan læne os op ad mærker, som medarbejderne allerede kender. Fx er Svanemærket kendt af 97 % af danskerne, og kendskabet er tilsvarende højt i de øvrige nordiske lande, hvor If også har aktiviteter. Det gør det langt enklere at skabe forståelse og ejerskab internt.
Ekstern kommunikation flytter markedet
Den eksterne kommunikation, fx i dialogen med vores leverandører er mindst lige så vigtig. Når vi tydeligt og konsekvent kommunikerer vores krav og ambitioner, sender vi et klart signal til markedet om, at miljøhensyn ikke blot er ”nice-to-have”, men en klar forventning.
Et konkret eksempel er vores samarbejde med en rengøringsleverandør, hvor vi stillede krav om, at de blev svanemærket. Samtidig gik vi i dialog og støttede dem i processen. Resultatet var ikke kun en certificeret leverandør, men en leverandør, der i dag står stærkere i markedet. Det viser, at klare krav kombineret med dialog og tålmodighed skaber reel og varig forandring.
Grønnere indkøb er også god forretning
For os er miljøhensyn og forretning ikke modsætninger. Ved systematisk at reducere vores samlede forbrug og samtidig prioritere miljømærkede produkter og services har vi både øget andelen af miljømærkede indkøb og på flere områder reduceret vores omkostninger. Når mange virksomheder efterspørger miljømærkede produkter, opstår der volumen og konkurrence i markedet. Det er også en af fordelene ved, at vi har samlet os i Netværk for Miljømærket indkøb: Vi får en større fælles indkøbsmuskel og dermed øget konkurrence om at levere de miljømærkede løsninger.
Hvorfor det også vedkommer din virksomhed
Som forsikringsselskab ser vi konsekvenserne af klimaforandringer helt tæt på. Flere ekstreme vejrhændelser betyder flere skader og større omkostninger for både samfund og kunder. Derfor er det afgørende, at vi alle bidrager. Som professionel indkøber har du mere indflydelse, end du måske tror. Når professionelle indkøbere i private virksomheder vælger miljømærkede produkter, er de med til at skabe den efterspørgsel, der driver udviklingen.
Mit bedste råd
Hvis jeg skal give et par gode råd videre, så er det at:
kommunikere internt, så alle forstår og kan handle
kommunikere eksternt, så markedet ved, hvad du forventer
stå fast – også over tid.
For det er først, når budskabet er tydeligt, konsekvent og forankret, at det skaber reel forandring.

