Spring til indhold
Svanemærket logo

Miljø- og klimagevinster ved at vælge Svanemærket i offentlige indkøb

Ved at vælge svanemærkede produkter opnår I klare miljøfordele og kan samtidig være med til at reducere klimabelastningen. Det dokumenterer en rapport, der undersøger effekten af at vælge svanemærkede produkter indenfor 13 forskellige produktområder.

Svanemærket er et oplagt redskab til at mindske både miljø- og klimaaftryk. Det viser rapporten ”Miljø- og klimaeffekter ved at vælge Svanemærket i offentlige indkøb.”

Effekten af Svanemærkets krav er vurderet for 13 produkt- og servicegrupper indenfor tre forskellige miljødimensioner: klimapåvirkning, cirkulær økonomi og uønsket kemi. Der er fundet en effekt indenfor minimum en miljødimension for alle 13 grupper og i de fleste tilfælde indenfor alle tre dimensioner.

Analyseresultaterne dækker dog kun en begrænset del af de krav, der stilles til svanemærkede produkter, ligesom det kun har været muligt at lave effektberegninger på de områder, hvor der er data at sammenligne med. Men selv med disse begrænsninger påviser rapporten betydelige forskelle.

Svanemærket forbedrer energieffektiviteten i bygninger

En af de ting, rapporten viser, er, at svanemærkede daginstitutioner i gennemsnit er væsentligt mere energieffektive end andre daginstitutioner. De bruger nemlig kun 67 % af den lovfastsatte energiramme i gennemsnit, sammenlignet med 86,3 % for offentlige institutioner generelt.

Hvis kravene til Svanemærket blev udbredt til alle bygninger, ville energieffektiviteten for hele bygningsmassen forbedres markant. Oveni det kommer effekten af de øvrige krav til Svanemærket, der bl.a. fremmer cirkulær økonomi og mindsker brug af skadelig kemi i byggeriet.

Svanemærkede tonerkassetter er markant mere klimavenlige

Et andet eksempel, hvor der ses en markant klimaeffekt, er ved svanemærkede tonerkassetter til printere, der har en gennemsnitlig klimabesparelse på 44 % sammenlignet med ikke-svanemærkede tonerkassetter. Og hele 85 % af komponenterne i svanemærkede tonerkassetter genbruges mod kun 15 % for gennemsnitlige, hvilket er med til at fremme en mere cirkulær økonomi.

Svanemærkede produkter er et bedre kemivalg

Også for kemikalier er der en stor forskel på svanemærkede og ikke-svanemærkede produkter. Det gælder fx håndsæber, tekstilvaskemidler og opvasketabs, hvor både potentielt allergifremkaldende og miljøskadelige kemikalier, som er bredt anvendt i ikke-svanemærkede produkter, undgås i svanemærkede produkter. Dette afspejles også i TÆNKS ”Kemiluppen”, hvor 83 % af de svanemærkede håndsæber eksempelvis får en A-kolbe mod kun 7 % af de ikke-svanemærkede.

Om rapporten

Effekten af Svanemærkets krav er vurderet for 13 produkt- og servicegrupper indenfor tre forskellige miljødimensioner: klimapåvirkning, cirkulær økonomi og uønsket kemi. Rapporten foretager bl.a. en række detaljerede livscyklusanalyser (LCA'er), der kortlægger produkternes klimapåvirkning fra produktion til bortskaffelse. Formålet er at skabe en mere præcis og kvantitativ forståelse af de klima- og miljømæssige fordele ved at vælge svanemærkede produkter i offentlige indkøb. Der er dog flere krav, der har betydning for den samlede miljø- og klimabelastning, som ikke er medtaget i beregningerne.

De 13 undersøgte produkt- og servicegrupper:

  • Tekstilvaskemidler
  • Maskinopvask
  • Håndopvask
  • Plejeprodukter til transportmidler
  • Håndsæbe
  • Genfremstillede tonerkassetter
  • Tekstiler
  • Tekstiler der indeholder mikrofibre
  • Møbler
  • Rengøringstjenester
  • Tekstilservice
  • Engangsbleer til børn
  • Nye bygninger