Case
Svanemærket håndsæbe er et bedre valg for både sundhed, natur og klima
83 % af de svanemærkede håndsæber får den bedste vurdering i Kemiluppen, mens kun 7 % af de ikke-svanemærkede håndsæber får samme vurdering. De svanemærkede håndsæber udleder desuden cirka 11 % mindre CO₂ end gennemsnitlige flydende håndsæber. Det viser en analyse udarbejdet af Miljømærkning Danmark.


Svanemærkede håndsæber skal leve op til meget skrappe kemikaliekrav – og såvel forbrugere som professionelle indkøbere kan bruge Svanemærket til at styre uden om uønsket kemi.
Når det gælder indholdsstoffer, får 83 % af de svanemærkede håndsæber den bedste vurdering i Forbrugerrådet Tænk Kemis app Kemiluppen, mens det kun gælder 7 % af de ikke-svanemærkede. De øvrige svanemærkede håndsæber får den næstbedste vurdering, da de indeholder parfume eller planteekstrakt.
Kemikaliekrav gavner både mennesker og miljø
Svanemærkets krav tager ikke kun hensyn til menneskers sundhed, men også til natur og miljø. Kravene omfatter bl.a.:
- Udelukkelse af stoffer, som er klassificeret som kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende.
- Parfume er stærkt begrænset, og kun visse stoffer i lave koncentrationer må anvendes.
- Konserveringsmidler og farvestoffer er reguleret, så risikoen for allergi og miljøbelastning mindskes.
- Der er krav til stoffernes nedbrydelighed for at undgå langvarig, negativ påvirkning i naturen. Der er krav til stoffers bioakkumulerbarhed for at undgå, at skadelige kemikalier hober sig op i dyr og mennesker. Og der er krav til stoffernes giftighed for at undgå stoffer, der er giftige over for fx fisk og krebsdyr.
- Emballagen må ikke indeholde PVC.
11 % mindre CO2
En analyse fra Miljømærkning Danmark viser, at svanemærket flydende håndsæbe i gennemsnit udleder 11 % mindre CO₂ end tilsvarende ikke-svanemærkede sæber, når man ser på produktion og affald.
Samtidig kan næsten 80 % af emballagen fra de svanemærkede håndsæber genanvendes, mens det kun gælder lidt over halvdelen af de ikke-svanemærkede sæber.
Hvordan sikrer Svanemærket en CO2-reduktion?
- Emballagen skal være let, og der er krav til, hvor meget plast der må bruges per liter sæbe.
- Emballagen skal være designet, så den nemt kan genanvendes. Derfor skal flaske og etiket være af samme type plast, så man forebygger, at emballagen bliver fejlsorteret. For hvert kg genanvendt plast spares 1,5 til 2,7 kg CO₂.
- Sæben skal være effektiv, så man kan nøjes med at bruge en lille mængde – det mindsker forbruget af ressourcer til flere sæber og dermed også behovet for transport af produkter.
Et godt pejlemærke
Svanemærket er et godt pejlemærke, hvis man både vil tage hensyn til klima og sundhed, når man vælger håndsæbe – og samtidig gerne vil være med til at passe på naturen, når sæben skylles ud i afløbet efter brug.
Vurderingen af klimapåvirkningen og cirkulær økonomi tager udgangspunkt i Svanemærkets kriterier for kosmetik generation 4, mens vurderingen af uønsket kemi tager udgangspunkt i generation 3
