Nyhed
20.02.2024
Svanemærket strammer kravene til gulve med øget fokus på cirkulær økonomi og klima
Svanemærket har netop skærpet kravene til gulve. De nye krav skal især være med til at fremme den cirkulære omstilling, mindske klimabelastningen og øge innovationen.
Hele 95 % af de nordiske forbrugere kender Svanemærket – og to ud af tre forbrugere mener, at Svanemærket gør det nemmere at vælge byggevarer, som er mere miljøvenlige. Det viser en undersøgelse, som YouGov har gennemført for Nordisk Miljømærkning.
Gulve er en af de byggevarer, der findes et stort svanemærket udvalg af. Her kan både forbrugere og professionelle indkøbere i dag vælge mellem 3.345 forskellige gulvprodukter.
Cirkulært fokus
Nu skal producenterne af de svanemærkede gulve dokumentere, at deres gulve lever op til endnu skrappere krav for fortsat at kunne bruge Svanemærket i deres markedsføring:
”Svanemærket har især øget fokus på de cirkulære krav, fx ift. forlænget levetid og genanvendelse, da den cirkulære økonomi spiller en vigtig rolle for at gennemføre den nødvendige grønne omstilling af samfundet,” fortæller Heidi Bugge, der er kriteriechef i Miljømærkning Danmark.
Svanemærket stiller bl.a. krav til test af kvalitet og funktion for at sikre, at gulvene kan få en lang levetid. Der er også krav om 5 års garanti, ligesom der er krav om, at gulvene skal kunne spores tilbage til producenten for at sikre mulighed for reparation og øget genanvendelse.
Skærpede kemikaliekrav
Svanemærket har også skærpet kemikaliekravene og udelukker bl.a. brug af PFAS, ftalater, halogenerede flammehæmmere og hormonforstyrrende stoffer. Det er både bedre for miljø og sundhed – og øger muligheden for at kunne recirkulere gulvene. Samtidig skal gulvene klare skrappe testkrav i forhold til afgasning ved brug.
”Svanemærket er på den måde et pejlemærke for forbrugere og indkøbere til at vælge gulve, der både er mere miljøvenlige og bedre for indeklimaet – uden at de behøver at være gulveksperter,” siger Heidi Bugge.
Krav til klima og innovation
Også klima er der øget fokus på i de nye krav. Bl.a. skal gulvproduktionen være energieffektiv for at mindske CO2-udledningen og dermed reducere påvirkningen af klimaet.
Desuden har Svanemærket som noget nyt tilføjet krav til innovation. Det betyder, at producenten skal gennemføre minimum to innovative tiltag inden for cirkulær økonomi, kemikalier, biodiversitet eller klima.
”Svanemærket er et effektivt redskab til at understøtte virksomheders grønne omstilling og produktudvikling, og det bliver endnu tydeligere med de nye innovationskrav. Vi oplever en stor interesse i gulvbranchen for at være med til at drive udviklingen, og derfor tror vi også, at de tager godt imod de nye krav”, siger Heidi Bugge.
Svanemærkets nye krav til gulve omfatter:
- Brug af en stor andel af fornybare og/eller recirkulerede materialer.
- Miljø- og sundhedsmæssige egenskaber ved kemikalier, der tilsættes i materialerne eller anvendes i produktionen.
- Grænser for energiforbrug under produktionen.
- Grænser for emissioner af formaldehyd og VOC i det færdige produkt.
- Test af kvalitet og funktion.
- 5 års garanti.
- Sporbarhed til producenten for at sikre renovering, reparation eller genbrug.
Fakta om forbrugere og byggevarer:
- 72 % af de nordiske forbrugere ønsker at købe byggevarer, som er mere miljøvenlige (DK: 70 %)
- 68 % af de nordiske forbrugere tror, at producenterne overdriver egne produkters miljøvenlighed (DK: 70 %)
- 66 % af de nordiske forbrugere mener, at Svanemærket gør det nemmere at vælge mere miljøvenlige byggevarer (DK: 65 %)
Den nordisk forbrugerundersøgelse er gennemført af YouGov Norge for Nordisk Miljømærkning, i perioden 1. marts til 10. marts 2023. Samlet deltog 4.048 personer fra Norge, Sverige, Danmark og Finland i undersøgelsen. Læs mere i denne artikel.
Stort udvalg af svanemærkede gulve
I dag er der 20 licenser i Norden, fordelt på 3.345 forskellige gulvprodukter. Alle virksomheder med certificerede gulve skal nu dokumentere, at deres gulve lever op til de nye krav for fortsat at kunne bruge Svanemærket i deres markedsføring.