Case
Svanemærket reducerer klimabelastningen fra e-handelstransport
Svanemærkets krav til e-handelstransport medfører besparelser i udledningen af drivhusgasser. Det skyldes krav om en vis andel fornybar energi samt krav til såvel den eksisterende vognpark som til nye køretøjer. Reduktionen er beregnet til at være 28 % i Danmark.


Nordisk Miljømærkning har fået udarbejdet en analyse af klimaeffekten ved at vælge en svanemærket e-handelstransport i stedet for en gennemsnitlig transportvirksomhed i Danmark.
Beregningen har medtaget følgende tre krav, hvor det er muligt at beregne en direkte klimaeffekt:
- Eksisterende vognpark skal køre på en vis andel på fornybar energi
- Nye køretøjer skal øge virksomhedens andel af køretøjer, som kører på fornybar energi
- En vis andel af fornybar energi i transportnetværket
Analysen konkluderer, at klimabelastningen for levering med en svanemærket e-handelstransport i Danmark er 28 % lavere sammenlignet med levering fra en gennemsnitlig transportvirksomhed.
Den største effekt på udledningen af drivhusgasser opnås via Svanemærkets krav til fornybar energi. Minimum 40 % af det samlede energiforbrug i e-handelstransportnetværket skal komme fra fornybar energi. Denne andel øges til minimum 55 % fra 1/1-25.
28 %
lavere klimabelastning ved valg af svanemærket levering i Danmark.
Andre krav, der også gavner miljø
Svanemærket stiller også en række andre krav til e-handelstransport, som har betydning for miljø og sociale forhold.
Nedenstående krav er ikke medtaget i beregningen, da de ikke er direkte relevante for klimapåvirkningen. Til gengæld er de vigtige for e-handelstransportens samlede miljøbelastning, idet der ses på alle relevante miljøparametre i hele livscyklus.
- Vilkår i ansættelseskontrakter på niveau med nationale overenskomster inden for området.
- Forbud mod at love levering samme dag ved check-out i webbutikken.
- Forbud mod palmeolie eller biprodukter heraf (PFAD) i biobrændstoffer.
- Volumenbaseret prissætning mellem webbutik og transportør, hvilket bidrager til mere komprimeret emballage.
Analysen er udført af Mårten Sjölin hos Sjölin & Löfgren AB og er baseret på Svanemærkets kriterier for e-handelstransporter, generation 1.2.
Casen er støttet af Nordisk Ministerråd.