
Guide til gravide
Er du gravid, eller prøver at blive det, er det ekstra vigtigt, at du passer godt på din krop. Her får du 10 gode råd til graviditeten.

Skal du undgå kemi, mens du er gravid?
Det er ikke muligt at undgå kemi, for der er kemikalier i alt, lige fra mad og vand til tøj og møbler. Men der er god grund til at forsøge at styre uden om uønsket kemi, og generelt begrænse din udsættelse for kemikalier, mens du er gravid. Dit ufødte barn er nemlig særligt sårbart over for selv små mængder kemi.
Graviditetsguide med 10 gode råd
- Undgå tobaksrøg
- Drik ikke alkohol
- Minimer dit indtag af medicin
- Vælg produkter med Svanemærket
- Skab et godt indeklima
- Vælg plejeprodukter med omtanke
- Spis sundt og varieret
- Farv ikke hår
- Vær opmærksom på maling og sprayprodukter
- Sørg for både motion og rigelig søvn
Du kan læse mere om de enkelte råd nedenfor.
Undgå tobaksrøg og andre nikotinprodukter, hvis du er gravid
Undgå at ryge og bruge andre nikotinprodukter, hvis du er gravid. Tobak og nikotin påvirker nemlig fosteret og risikerer at skade barnet. Tobaksrøg indeholder tusindvis af forskellige stoffer, hvoraf mange er skadelige. Hvis du ryger, er det derfor en god idé at stoppe, allerede når du overvejer at blive gravid. Det øger samtidig chancen for at blive gravid. Læs mere hos Sundhedsstyrelsen.Hvordan påvirker alkohol en gravid krop?
Hvis du som gravid drikker alkohol, får dit ufødte barn samme promille som dig. Men dit barn har langt sværere ved at nedbryde alkoholen og er derfor påvirket i meget længere tid. Det betyder, at alkohol øger risikoen for abort og for skader på dit barn. Derfor bør du undgå alkohol under din graviditet. Det er også en god idé at undgå alkohol, hvis du prøver at blive gravid.Må du tage medicin, når du er gravid?
Brug kun medicin, mens du er gravid, hvis det er aftalt med din læge. Det gælder også hovedpinepiller, andre smertestillende midler og naturmedicin. De stoffer, du indtager, kan nemlig skade fostret og påvirke dit ufødte barn. Tal med din læge, hvis du er i tvivl.Vælg produkter med Svanemærket, hvis du er gravid
Gør Svanemærket til en del af dine daglige vaner og indkøb – og vælg en af de mange varianter, der er fri for parfume. Svanemærket er din garanti for, at produkterne lever op til skrappe miljø- og kemikaliekrav. Det betyder, at de både er bedre for miljøet og bedre for dig – og dermed også for dit barn. Du kender måske mest Svanemærket fra vaskepulver og køkkenrulle, men du kan også finde det på bl.a. ansigtscreme, hårstyling og tøj – og på fx bleer, babyolie, legetøj og møbler til dit kommende barn.
Vælg svanemærkede produkter
Der findes over 27.000 produkter med Svanemærket, som du trygt kan vælge, også når du er gravid.
Find produkter
Hvorfor er et godt indeklima vigtigt for gravide?
Vi opholder os dagligt mange timer i hjemmet, hvor kemikalier afdamper fra mange kilder. Fx fra møbler, der er imprægneret, eller fra fjernsyn, der er behandlet med flammehæmmere. Det kan også være lim og lak fra nye møbler, der afgiver skadelige stoffer som fx formaldehyd.
Kemikalier binder sig til støv og findes i luften. Derfor har indeklimaet stor betydning for vores sundhed. Og som gravid bør du være særlig opmærksom på indeklimaet, da din krop kan optage kemikalier fra luften og nå dit barn via moderkagen. Det er derfor en god idé at lufte ud med gennemtræk to gange om dagen, og sørge for, at der bliver gjort rent og tørret støv af mindst én gang om ugen.Hvilke plejeprodukter er bedst til gravide?
Når du er gravid, er det en god idé at skrue ned for forbruget af cremer, makeup og andre plejeprodukter og dermed mindske din og dit barns udsættelse for kemi. Det er samtidig en god idé at se efter svanemærkede plejeprodukter, da du på den måde begrænser brugen af uønsket kemi. Du finder Svanemærket på bl.a.:
- Shampoo
- Sæbe
- Ansigtscreme
- Bodylotion
- Mavecreme
- Intimsæbe
- Læbepomade
- Rensemousse
- Øjenmakeup-fjerner
- Solcreme
- Deodoranter
- Make-up
Gå efter nogle af de mange svanemærkede produkter, der ikke indeholder parfume – fx ved at se efter produkter med både Svanemærket og Den Blå Krans eller AllergyCertified. Miljøstyrelsen råder nemlig gravide til at begrænse brugen af allergifremkaldende stoffer. Hvis du gerne vil have parfume på til fest, så sprøjt det på tøjet eller i dit hår, så det ikke kommer i direkte kontakt med huden.Hvad skal du undgå at spise, når du er gravid?
Når du er gravid, er det ekstra vigtigt, at du spiser sundt og varieret – bl.a. så du ikke får for meget af et problematisk stof. Nogle ting bør du helt undgå, bl.a. alkohol og friske udskæringer fra rovfisk. Og nogle ting bør du begrænse indtaget af, bl.a. lakrids, kaffe og cola. Det er også en god idé at skylle frugt og grønt, da det kan indeholde støv, jord, virus, bakterier og rester fra sprøjtemidler. Læs mere i denne pjece fra Sundhedsstyrelsen.Må du farve hår som gravid?
Nej, lad være med at farve dit hår, mens du er gravid. Hårfarve kan indeholde kemiske stoffer, der er stærkt allergifremkaldende eller mistænkte for at være hormonforstyrrende, og der er ingen grund til at udsætte hverken dig selv eller dit barn i maven for uønskede kemiske stoffer.Vær opmærksom på maling og sprayprodukter, mens du er gravid
Gå også uden om sprayprodukter, fx imprægneringsmidler på dåse eller spraymaling, da du kan komme til at indånde kemikalier gennem de små dråber i luften. Undgå også at male, mens du er gravid – og brug ikke produkter med faremærkning på, fx skrappe rengøringsmidler.Sørg for både motion og rigelig søvn, mens du er gravid
Motion er sundt – også når du er gravid. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide er fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen. Det har nemlig flere positive effekter for både mor og barn. Hvis det virker uoverskueligt at finde tid og overskud til fysisk aktivitet, så prøv at finde en rytme, der passer til dit liv – og husk på, at lidt motion er bedre end ingen. Det kan fx være:
- Gå en rask tur hver morgen, inden resten af familien vågner.
- Hop på cyklen i stedet for toget, når du skal til og fra arbejde.
- Tag en tur i svømmehallen en fast eftermiddag om ugen.
- Tilmeld dig et yoga-hold for gravide.
- Fortsæt gerne med din faste styrketræning, men pas på med tunge løft, der belaster bækkenbund og ryg.
Uanset hvilken form du vælger, er det vigtigt, at du mærker godt efter, hvordan du har det. Gør kun ting, der føles rare og behagelige for dig og din mave. Vær fx forsigtig med aktiviteter, hvor der er stor risiko for hårde stød på maven eller voldsomme fald.
Mange gravide oplever en voldsom træthed, fordi der sker hormonforandringer i kroppen. Derfor er det vigtigt, at du lytter til din krop og hviler dig eller tager en lur, når du har brug for det. Desuden bør du, mens det stadig er muligt, stræbe efter at få mindst otte timers søvn hver nat.



