
Guide til babypleje
Hvad skal man bruge af babypleje? Hvordan kan man forsøge at styre udenom uønsket kemi i sit barns plejeprodukter? Hvorfor skal man undgå parfume i babyprodukter? Og kan man gøre noget for at forebygge rød numse? Her får du 5 råd til pleje af babyer og små børn.


Vi bliver alle sammen udsat for kemiske stoffer fra ting, vi omgiver os med eller spiser. Men små børn er særligt følsomme. Bl.a. fordi de har en lille krop, sart hud og et immunforsvar, som ikke er færdigudviklet. Så jo mindre dit barn er, des bedre skal du passe på de kemikalier, det bliver udsat for. Og jo tættere på kroppen, des vigtigere er det at være opmærksom på kemikalierne, da mange kemikalier kan trænge ind i kroppen gennem huden.
Der findes ikke babyplejeprodukter uden kemi, for der er kemikalier i alt. Men du kan gøre flere ting for at mindske dit barns udsættelse for uønsket kemi.
Brug vand – verdens vidundermiddel til babypleje
Når du ser på butikshylderne med babypleje, kan du måske nemt få indtryk af, at familiens yngste har brug for en lige så stor toilettaske, som du selv har. Det er dog ikke tilfældet. Ofte er det nok at bruge vand til at pleje små børn – og forkæle med masser af smil og kys.Vælg svanemærket babypleje
Der er ingen grund til at bruge shampoo til hver hårvask, vådservietter ved hvert bleskift, eller smøre din baby ind i babyolie hver dag. Men når du skal bruge et plejeprodukt til dit barn, er det en god idé at gå efter Svanemærket. Så ved du nemlig, at produkterne er fri for ingredienser, der er på EU's liste over stoffer, som er mistænkte for at være hormonforstyrrende. Og de indeholder hverken parfume, duftstoffer eller konserveringsmidler, der er klassificeret som allergifremkaldende. Du kan finde Svanemærket på stort set alle de plejeprodukter, du får brug for til dit barn, bl.a.:
- Svanemærket babyshampoo
- Svanemærket babysæbe
- Svanemærket babyolie
- Svanemærkede vatpinde til baby
- Svanemærket babysalve og bleskiftecreme
- Svanemærket tandpasta til børn
- Svanemærket solcreme til børn
- Svanemærkede vådservietter til baby
Find babyplejeprodukter her
Der findes mange baby- og børneplejeprodukter med Svanemærket, som du trygt kan vælge til dit barn. Se oversigten her.
Find produkter
Undgå parfume og duftstoffer i babypleje
Der er ikke meget, der slår duften af en nyfødt baby. Den dufter nemlig bare af sig selv – og det er lige præcis det, alle små børn helst skal dufte af. Alligevel findes der produkter til børn, der indeholder parfume. En del parfumestoffer er allergifremkaldende – det gælder også naturlige eller økologiske parfumestoffer – og det er derfor en god idé at vælge produkter til børn uden parfume. Den nemme løsning er at gå efter Svanemærket, da svanemærkede produkter til børn altid er fri for parfume. På den måde nedsætter du risikoen for, at dit barn udvikler parfumeallergi. Du kan også se efter mærket Den Blå Krans, som heller ikke tillader parfume.Gør hyppige bleskift til en del af babyplejen for at forebygge rød numse
Det er vigtigt at skifte ble ofte på din baby, da det mindsker risikoen for rød numse. Når du vælger bleer, kan det være en god idé at gå efter Svanemærket. Bleer med Svanemærket suger så godt, at de føles tørre på både huden og på ydersiden. De er skånsomme mod barnets hud og er fri for optisk hvidt og parfume. Der findes et stort udvalg af svanemærkede bleer – i alle størrelser og både som almindelige bleer og som pants. De lever alle op til skrappe krav. Du kan se udvalget af svanemærkede bleer her. Hvis dit barn får rød numse eller irriteret hud i bleområdet, kan du bruge en svanemærket babysalve eller bleskiftecreme til at lindre og beskytte huden.Undgå vådservietter som en fast del af babyplejen
Det er dejlig nemt med vådservietter, fordi du på den måde undgår at skulle fylde vandfad og vride klude, når dit barn skal skiftes eller tørres om munden – men det er en løsning, som du primært skal anvende på farten. Det bedste for dit barns hud er nemlig at nøjes med klud og vand, når det er muligt, da du på den måde undgår at udsætte dit barns hud for unødig kemi. Og som regel er det også tilstrækkelig til at vaske dit barn rent. Når du skal på farten, kan du enten vælge svanemærkede vådservietter – eller medbringe fx våde vatrondeller i en lukket pose.
Findes der babysolcreme?
Hvis dit barn er så lille, at det endnu ikke kan kravle eller gå, anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du holder det helt væk fra direkte sollys. Derfor behøver spædbørn ifølge Sundhedsstyrelsen ikke at bruge solcreme – til gengæld er rådene om en god solhat, løstsiddende tøj samt skygge ekstra vigtige at følge. Når dit barn bliver større, er det en god idé at bruge en svanemærket solcreme til børn de steder, hvor tøjet ikke dækker. Læs mere om, hvordan du beskytter dit barn mod solen.





