Spring til indhold
Svanemærket logo

Fokus på parfume

Parfumestoffer består af en meget stor gruppe af kemiske stoffer og bliver bl.a. brugt i shampoo, creme, rengøringsmidler og vaskemidler. Men hvorfor er det en god idé at være opmærksom på parfumestoffer, hvordan kan du begrænse din udsættelse for dem, og hvilke krav stiller Svanemærket?

pige i stribet bluse ligger iblandt lilla lyng

Hvad er parfume?

Parfume kan være en blanding af flere hundrede duftstoffer, som er opløst i en blanding af vand og ethanol. I kosmetikindustrien bliver der brugt over 3.000 forskellige duftstoffer, som kan være enten naturlige (æteriske olier) eller syntetiske.

Hvor finder du parfume?

Parfume bliver typisk tilsat forskellige produkter for at give en behagelig duft. Det kan bl.a. være brugt i følgende produkter:

  • Shampoo
  • Creme
  • Deodorant
  • Vaskemiddel
  • Opvaskemiddel
  • Rengøringsmiddel
  • Duftlys
  • Viskelædere
  • Legetøj

Hvad er problemet med parfume?

Mange parfumestoffer er allergifremkaldende, og parfume er en af de hyppigste årsager til allergisk kontakteksem.

Hvis man først er blevet allergisk over for et parfumestof, vil allergien vare resten af livet og kan være meget generende. Derudover kan parfumestoffer også være miljøskadelige.

Naturlige duftstoffer er ikke mindre allergifremkaldende end syntetiske.

Parfume produktion med flere forskellige dufte i beholdere

Hvad er reglerne for brug af parfume?

EU har udpeget en række allergene parfumestoffer, som skal nævnes på ingredienslisten på bl.a. plejeprodukter. Disse bliver også omtalt som de ”deklarationspligtige parfumestoffer”. Der er dog mange andre duftstoffer, som også kan give allergi.

Hvordan forholder Svanemærket sig til parfume?

Svanemærket udelukker parfume i shampoo, sæbe og andre plejeprodukter til børn. Det er også udelukket i andre svanemærkede produkter til børn som fx legetøj og bleer.

I plejeprodukter til voksne, rengøringsmidler og vaskemidler stiller Svanemærket både skrappe krav til, hvilke parfumestoffer der må indgå, og i hvilke mængder de må være tilsat. Kravene skal være med til at forhindre nye tilfælde af parfumeallergi.

Der vil også altid være et bredt udvalg af parfumefri produkter med Svanemærket, der tilgodeser de forbrugere, som er særligt følsomme, eller som generelt vil undgå parfume.

Hvordan kan du begrænse din udsættelse for parfume?

Du kan begrænse din udsættelse for parfume ved at gå efter produkter med et allergimærke (Den Blå Krans eller Allergy Certified).

Når det drejer sig om produkter til børn, kan du også gå efter Svanemærket, som netop udelukker parfume i produkter til børn.

Oprettet juni 2026