
Fokus på ftalater
Ftalater er en gruppe kemikalier, som bl.a. bliver brugt til at blødgøre plast. Nogle ftalater er skadelige for både mennesker og miljø. Men hvorfor bruger man ftalater, kan du undgå dem, og hvilke krav stiller Svanemærket?

Hvad er ftalater?
Ftalater er en gruppe af stoffer, der har samme grundstruktur. De bliver brugt til at blødgøre forskellige materialer af plast, gummi og skum. Ftalater bliver især brugt til at blødgøre PVC, som er en af de mest brugte plasttyper.
Hvor finder du ftalater?
Ftalater kan findes i mange forskellige produkter – bl.a. i plejeprodukter, tøj, byggematerialer, ting i vores hjem samt i medicinsk udstyr. Du kan bl.a. finde ftalater i:
- Kosmetik og hudplejeprodukter som fx neglelak, deodorant, shampoo, bodylotion og hårgele.
- Tøj og andre tekstiler samt sko
- Legetøj som fx dukker og bolde
- Møbler
- Byggematerialer som fx gulvbelægninger, lim, maling og fugemasser
- Badeforhæng, plastduge og luftmadrasser
- Ledninger og kabler til elektronik
- Haveslanger
- Presenninger
- Medicinsk udstyr
Hvad er problemet med ftalater?
Ikke alle ftalater er farlige, men nogle er problematiske og kan have effekter på mennesker og miljø. Fx er mange ftalater hormonforstyrrende eller mistænkt for at være det. Nogle ftalater kan skade vores evne til at få børn eller kan forårsage skade på fostre og små børn. Ftalater påvirker også miljøet. Fx er nogle ftalater meget giftige for vandlevende organismer og er derudover også hormonforstyrrende for fisk.
Ftalater binder sig ikke så let til andre materialer, hvilket betyder, at de over tid kan vandre ud af et produkt. Et andet kendetegn ved ftalater er, at de er flygtige; det vil sige, at de let flytter sig til luften, vandet eller støvet i dit hjem.
Hvad er reglerne for brug af ftalater?
I EU er brugen af ftalater reguleret gennem regler, som vi også følger her i Danmark. Derudover har Danmark særregler for brug af ftalater i legetøj.
Nogle ftalater er klassificeret som skadelige for fostre og forplantningsevne – derfor er de som udgangspunkt forbudte at bruge flere steder. Der optræder dog stadig mange flere ftalater på EU’s kandidatliste over særligt problematiske stoffer, som stadig godt må anvendes.
Derudover kan ældre produkter eller varer fremstillet uden for EU stadig indeholde skadelige ftalater.
Hvordan forholder Svanemærket sig til ftalater?
Svanemærket har generelt en forsigtig tilgang til kemikalier. Det betyder, at selvom det ikke er alle ftalater, der er vurderet skadelige for sundhed og miljø, udelukker Svanemærket som udgangspunkt hele kemikaliegruppen – med ganske få undtagelser – de steder, hvor der er viden om, at de kan blive brugt.
Hvordan kan du begrænse din udsættelse for ftalater?
Da ftalater med tiden kan afgives fra produkter og fordampe til luften og bindes til støv, anbefaler Miljøstyrelsen, at du lufter grundigt ud med gennemtræk mindst to gange fem minutter hver dag – samt støvsuger og tørrer af en gang om ugen. Så fjerner du de stoffer, der er ophobet i støvet, og de stoffer, som sætter sig på overfladen i dit hjem. Har du små børn, skal du være særlig opmærksom på at få støvsuget der, hvor de leger på gulvet.
Derudover kan du se efter produkter med Svanemærket, som forbyder tilsætning af alle ftalater med ganske få undtagelser.
Oprettet juni 2026




